Me hoppar rett inn på side 154 av Saxos andre bind i Danmarks Krønike:

Horvendel har utmerkt seg på alle vis (reist i veg, kjempa, drept og samla saman kostbare saker) og kjem attende til Kong Rorik med gåver og får gifte seg med kongsdattera Geruth.
Horvendel og Geruth får sonen Amlet.
Men «frænde er ikke sjælden frænde værst, det fik Horvendel at finde thi hans broder, Fenge, blev så optændt af misundelse over hans lykke, at han stod ham efter livet og fandt omsider også lejlighed til at udføre sit skændige forsæt og besudle sine hænder med broderblod.
Derpå giftede Fenge sig med Geruth, sin myrdede Broders Enke, uden at bryde sig om, at han derved lagde synd til synd: Hor til mord; thi på fordervelsens vej, er det kun det første skrit der koster, siden går det av sig selv, så den ene misgerning rækker den anden hånd.»

Eg kan rett og slett ikkje få meg sjølv til å oversetje eller springe over noko av dette, teksten er rett og slett fantastisk. Me fortset der me slapp:

«Han var imidlertid både snu og fræk nok til at lade som om det var en tung kjærlighedsplikt, han havde opfyldt ved at slå sin broder ihjel, og lod udsprede at uagtet Geruth var så hjærtensgod, at hun ikke nænte at gjøre en kat fortræd, så havde dog Horvendel fattet et dødeligt had mod denne kvinde, der ikke havde mere galde end en due, så lumpent og grusomt, at han ikke kunde bære andet over sit hjærte end at redde hende, ihvad det så skulle koste.
Han nåede virkelig derved sit ønske, så man til hove holdt ham for undskyldt, thi i kongers gård, hvor man ikke endda så sjælden kaster nåde på narre og låner øre til bagvaskelse, må sagtens imellem en løgn blive taget for gode vare.»

Og så går me rett på den delen der unge Amlet finn det best å spele galen:

«Da nu Amlet så med hvilken frækhed, med hænder rygende af sin broders blod, Fenge vovede at favne hans hustru, da mente han at det ikke var tid for ham at lade klog, om han vilde vel fare og ej falde for blodhundens mistanke. Han stillede sig derfor så tåbelig an, som om han rent var gået fra sans og samling, og reddede således sit liv ved at skjule sin forstand.
Hver dag, når han kom til sin moder, så han ud som et svin, thi han lå og sølede sig i rendestenen og oversmurte sig i ansigtet med sod og snavs, så man måtte både le og græde ved at se og høre på ham; thi hvad han sagde, passede ganske til hans udseende, og hvad han gjorde var altid splittergalt.»

Og slik startar historia om Amlet, ført i pennen av Saxo for 800 år sidan.

Velbekomme. Kjøp, les og nyt resten i originalen.

Advertisements