Terje Vigen
av Henrik Ibsen

Der bodde en underlig gråsprengt en
på den yderste, nøgende ø; –
han gjorde visst intet menneske mén
hverken på land eller sjø;
dog stundom gnistred han øjne stygt, –
helst mot urolig vejr, –
og da mente folk at han var forrykt,
og da var det få som uten frygt
kom Terje Viken nær.
Siden jeg så ham en enkelt gang,
han lå ved bryggen med fisk;
hans hår var hvidt, men han lo og sang
og han var som en ungdom frisk.
Til pigerene havde han skemtsomme ord,
han spøkte med byens børn,
han svingede sydvesten og sprang ombord;
så heiste han fokken, og hjem han for
i solskin, den gamle ørn.

Nu skal jeg fortælle, hvad jeg har hørt
om Terje fra først til sidst.
Og skulde det stundom falde litt tørt,
så er det dog sandt og visst;
jeg har det just ei fra hans egen mund,
men vel fra hans nærmeste kreds,-
fra dem, som stod hos i hans siste stund
og lukked hans øyne til fredens blund,
da han døde høyt opp’i de treds.

Han var i sin ungdom en vild krabat,
kom tidlig fra far og mor,
og havde alt døjet mang en dravat
som yngste jungmand ombord.
Siden han rømte i Amsterdam,
men længtes nok hjem til slut,
og kom med «Foreningen», kaptejn Pram;
men hjemme var ingen, som kendte ham,
der rejste som liden gut.

Nu var han vokset seg smuk og stor,
og var dertil en velklædt knækt.
Men døde var både far og mor,
og sagtens hans hele slægt.
Han stured en dag, ja kanhænde to, –
men så rysted han sorgen af.
Han fandt ej, med landjorden under sig, ro;
nej, da var det bedre at bygge og bo
på det store bølgende hav!

Et år derefter var Terje gift, –
det kom nok på i en hast.
Folk mente, han angred på den bedrift,
som bandt på et set ham fast.
Så levde han under sit eget tag
en vinter i sus og dus –
skønt ruderne skinned, som klareste dag,
med små gardiner og blomster bag,
i det lille rødmalte hus.

Da isen løsned for lindvejrs bør,
gikk Terje med briggen på rejs;
om høsten, da grågåsen fløj mod sør,
han mødte dem undervejs.
Da faldt som en vægt på matrosens bryst:
kan kendte seg stærk og ung,
han kom fra skolskinnets lysende kyst,
agter lå verden med liv og lyst,-
og for baugen en vinter tung.

De ankred, og kameraterne gik
med landlov til sus og dus.
Han sendt dem endu et længselsblik,
der han sto ved sitt lille hus.
Han glytted ind bag det hvide gardin, –
da så han i stuen to, –
hans kone satt stille og hesplet lin,
men i vuggen lå, frisk og rød og fin,
en liden pige og lo.

Der sagdes, at Terjes sind med et
fik alvor fra denne stund.
Han trælled og sled og blev aldri træt
af at vugge sit barn i blund.
Om søndagskvelden, når dansen klang
vildt fra den nærmeste gård,
sine gladeste viser han hjemme sang,
mens lille Anna lå på hans fang
og dro i hans brune hår.

Så lakked og led det til krigens år
i attenhundre og ni.
Endnu går sagn om de trængsels-kår,
som folk da stedes i.
Engelske krydsere stængte hver havn,
i landet var misvækst og nød,
den fattige sulted, den rike led savn,
to kraftige arme var ingen gavn,
for døren stod sot og død.

Da tured Terje en dag eller to, så rysted
han sorgen af;
han mindtest en kending, gammel og tro:
det store bølgende hav. –
Der vester har ennu hans gerning liv
i sagnet, som djerveste dåd:
«da vinden kuled lidt mindre stiv,
Terje Vigen rode for barn og viv
over havet i åben båd!».

Den minste skægte, der var at få,
blev valgt til hans Skagensfart.
Sejl og mast lod han hjemme stå, –
sligt tyktes han best bevart.
Han mente nok, Terje, at båden bar,
om sjøen kom litt på tvers;
det jydske rev var vel svært at gå klar, –
men værre var den engelske «Man of War»
med ørneøjne fra mers.

Så gav han sig trøstig lykken i vold
og tog til årene hvast.
Til Fladstrand kom han i god behold
og hentet sin dyre last.
Gud væd, hans føring var ikke stor;
men Terje kom fra en fattig jord, –
nu havde han livsens frelse ombord;
det var hustru og barn det gjaldt.

Tre nætter og dage til toften bandt
den sterke modige mand;
men fjerde morgen, da solen randt,
han skimted en tåget rand.
Det var ikke flyvende skyer han så,
det var fjelde med tinder og skard;
men høyt over alle åsene lå
Imensæs-sadelen bred og blå.
Da kendte han, hvor han var.

Nær hjemmet var han; en stakket tid
han holder endnu vel ud!
Hans hjerte sig løfted i tro og lid,
han var nær ved en bønn til Gud.
Da var det som ordet frøs på hans mund;
han stirred, han tog ikke fejl, –
gennem skodden, som letted i samme stund,
han så en korvet i Hesnæs-sund
at duve for bakkede sejl.

Båten var røbet; der lød et signal,
og det nærmeste løb var lukt;
men solgangsvinden blafrede skral, –
mod vester gik Terjes flugt.
Da firede de jollen fra rælingens kant,
han hørte matrosenes sang, – –
med fødderene stemt mod skægtens spant
han rode så sjøen fossed og brant,
og blodet fra neglene sprang.

Gæslingen kaldes de blinde skær
lidt østenfor Homborg-sund.
Der bryder det stygt i pålandsvejr,
under to fot vand er der bund.
Der sprøjter det hvidt, der glitrer det gult,
selv stilleste havbliksdag; –
men går enn dønningen aldri så hult,
indenfor er det som tiest smult,
med brækkende bølgedrag.

Didind Terje Vigens skægte fór
lig en pil mellom brot og brand;
men bak efter ham, i kølevandets spor,
jog jollen med femten mand.
Da var det han skred gennem brændingens
sus til Gud i sin høyeste nød;
«inderst derinde på strandens grus,
sidder min viv ved det fattige hus,
og venter med barnet på brød!»

Dog, højere skreg nok de femten enn han:
som ved Lyngør, så gikk det her.
Lykken er med den engelske mand
på rov mellom Norges skær.
Da Terje tørned mod båens top,
da skured og jollen på grund;
fra stavnen bød officeren «stop!»
Han hæved en åre med bladet op
og hugg den i skægtens bund.

Spant og planker for hugget brast,
sjøen stod ind som en fos:
på to fod vand sank den dyre last,
dog sank ikke Terjes trods.
Han slog sig gennem de væbnede mænd
og sprang over æslingen ud, –
han dukket og svømmed og dukked igen;
man jollen kom loss; hvor han vedte seg hen
klag sable og rifleskud.

De fisked ham op, han førtes ombord,
korvetten gav sejerssalut;
agter på hytten, stolt og stor,
stod chefen, en attenårs gut.
Hans første batalje gjaldt Terjes båd,
thi knejste han nu så kæk;
men Terje vidste ej længere råd, –
den stærke mand lå med bøn og gråd
i kne på korvettens dæk.

Han købte med tårer, de solgte ham smil,
de ågred med spot for bøn.
De kuled fra øster, tilhavs med il
stod Englands sejrende søn.
Da taug Terje Vigen; nu var det gjort,
nu tog han sin sorg for seg selv.
Men de, som ham fanged, fant sært hvor fort
et noget var liksom vejret bort
fra hans pandes skyede hvælv.

Han sad i «prisonen» i lange år,
der siges, i fulde fem;
hans nakke bøjed sig, gråt blev hans hår
af drømmene om hans hjem.
Noget han bar på, men gav ej besked, –
det var som hans eneste skat.
Så kom attenhundre og fjorten med fred;
de norske farger, og Terje med,
førtes hjem på en svensk fregatt.

Hjemme ved bryggen han steg iland
med kongens patent som lods;
men få kun kendte den gråsprengte mand,
der rejste som ung matros.
Hans hus var en fremmeds; hvad der blev af
de to, – han derinde erfor:
«da manden forlod dem og ingen dem gav,
så fik de til slutning en fælles grav
af kommunen i fattigfolks jord.» – –

Årene gik og han røgte sin dont
som lods på den yderste ø;
han gjorde visst intet menneske ondt,
hverken på land eller sjø;
man stundom gnistred hans øjne stygt,
når det brød over bøer og skær, –
og da mente folk at han var forrykt,
og da var det få som uten frykt
kom Terje Viken nær.

En måneskinskveld med pålandsvind
kom der liv i lodsernes flok;
en engelsk yacht drev mot kysten ind
med revnet storseil og fok.
Fra fortroppen sendte det røde flag
et nødskrig foruden ord.
Lidt indenfor gik der en båd over stag,
den vandt sig mot uvejret slag for slag,
og lodsen stod staut ombord.

Han tyktes så tryg, den gråsprengte mand;
lig en kæmpe i rattet han greb; –
yachten lystred, stod atter fra land,
og båden svam efter på slæb.
Lorden, med lady og barn i arm,
kom agter, og han tog til sin hat:
«jeg gjør deg så rig, som du nu er arm,
hvis frelste du bær os af brændingens larm.»
Men lodsen slap ror og rat.

Han hvidned om kinden, det lo om hans mund,
lig et smil, der omsider får magt.
Indover bar det, og høyt på grund
stod lordens prægtige yacht.
«Den svigted kommando! I bådene ned!
Mylord og mylady med mig!
Den slår seg i spliter, – jeg ved besked –
men indenfor ligger den trygge led;
mit kjøl-spor skal vise jer vej!»

Morilden brændte, der skægten fløj
mod land med sin dyre last.
Agter stod lodsen, stærk og høj,
hans øje var vildt og hvast.
Han skotted i læ mod Gæslingens top,
og til luvart mod Hesnæs-sund;
da slap han ror og stagseil-strop,
han svinged en åre med bladet op
og hugg den i bådens bund.

Ind stod sjøen med skumhvidt sprøjt – –
der raste på vraget en strid -;
med moderen løfted sin datter højt
på armen av rædsel hvid.
«Anna mitt barn!» hun skreg i sin ve;
da bævred den gråsprengte mand;
han fatted om skødet, drev roret i læ,
og båden var fast som en ful at se,
slig fór den i brot og brand.

Den tårned, de sank; men havet var smult
derindenfor brændingens kreds;
opover rak sig en langgrund skult,
der stod de i vand tilknæs.
Da robte lorden: «kend – båens ryg —
den svigter, – det er ingen flu!»
Men lodsen smilte: «nej vær De tryg!
en sunken skægte med tre tønner byg
er båen, som bærer oss nu.»

Der jog et minde om halvglemt dåd
lig et lyn over lordens træk -,
han kendte matrosen, som lå med gråd
i knæ på korvettens dæk!
Da skreg Terje Vigen: «alt mit du holt
i din hånd, og du slap det for ros.
Et øyeblikk endu, og gjengæld er volt – -»
da var det den engelske stormand stolt,
bøjde knæ for den norske lods.

Men Terje stod støttet til årens skaft,
så rank som i ungdommens år;
hans øjne brandt i ubændig kraft,
for vinden flommed hans hår.
«Du sejled i mag på din store korvet,
jeg rodde min ringe båd;
jeg trælled for mine til døden træt,
du tok deres brød, og det falt deg så let
at håne min bitre gråd.

Din rige lady er lys som en vår,
hendes hånd er som silke fin, –
MIN hustrus hånd den var grov og hård,
men hun var alikevel min.
DIT barn har guldhår og øjne blå,
som en liden Vorherres gæst;
min datter var intet at agte på,
hun var, Gud bedre det, mager og grå,
som fattigfolks børn er flest.

Se, DET var min rigdom på denne jord,
det var alt, hvad jeg kaldte for mit.
Det tyktes for mig en skat så stor;
men det vejed for dig så lidt. –
Nu er det gengældelsens time slår, –
thi nu skal du friste en stund,
som vel kommer opp mot de lange år,
der bøjde min nakke og blegte mit hår
og sænkte min lykke på grund.»

Barnet han greb og svingede det frit,
med den venstre om ladyens liv.
«Tilbake, mylord! Et eneste skridt, –
og det koster deg barn og viv!»
På sprang stod Britten til kamp påny;
men armen var vek og mat; –
hans ånde brændte, hans øjne var sky,
og hans hår – så kendtes ved første gry –
blev gråt i den eneste nat.

Men Terjes pande bar klarhed og fred,
hans bringe gik frit og stilt.
Ærbødig løfted han barnet ned,
og kyssed dets hender mildt.
Han åndet, som løst fra et fængsels hvælv,
hans stemme lød rolig og jevn:
«nu er Terje Vigen igen sig selv.
Indtil NU gik mit blod som en stenet elv;
for jeg MÅTTE – jeg MÅTTE ha hævn!

De lange år i «prisonens» kvalm,
de gjorde mit hjerte sygt.
Bagefter lå jeg som hejens halm,
og så i brådyb stygt.
Men du er det over; vi to er kvit;
din skyldner fór ej med svig.
Jeg gav det jeg havde,- du tok alt mit,
og kræv, om du tror du har uret lidt,
Vorherre, som skapte mig slig.» – –

Da dagningen lyste var hver mand frelst;
yachten lå længst i havn.
Men nattens saga taug de nok helst,
men vidt fór dog Terjes navn.
Drømmenes uvejrsskyer grå
fejed en stormnat væk;
og Terje bar atter så rank, som få,
den nakke, der krøgtes hin dag han lå
i knæ på korvettens dæk.

Lordens kom, og mylady med,
og mange, mange med dem;
de rysted hans hånd til farvel og guds fred,
der de stod i hans ringe hjem.
De takked for frelsen da stormen peb,
for frelsen fra sjøgang og skær;
men Terje strøg over barnets slæb;
«nei, det som frælste, da værst det kneb,
det var nok den lille DER!»

Da yacheten drejed for Hesnæs-sund,
den hejste det norske flag.
Lidt længere vest er en skumklædt grund, –
DER gav den det glatte lag.
Da tindredde en tåre i Terjes blik;
han stirred fra heien ud:
«Stort har jeg mistet, men stort jeg fikk.
Bedst var det kan hende at det gik, som det gik, –
og så får du ha tak da, Gud!»

Slig var det jeg så ham en enkelt gang,
han lå ved bryggen med fisk.
Hans hår var hvidt, men han lo og sang,
og han var som en ungdom frisk.
Til pigerene havde han skremtsomme ord,
han spøgte med byens børn;
han svingede sydvesten og sprang ombord,
så heiste han fokken, og hjem han for
i solskin, den gamle ørn.

Ved fjære kirke jeg så en grav,
den lå på en vejrhård plet;
den var ikke skjøttet, var sunken og lav,
men bar dog sitt sorte bræt.
Der stod «Therie Wiighen» med hvidmalt skrift,
samt året, han hvile fant, –
Han lagdes for solbrand og vindenes vift,
og derfor blev græsset så stridt og stivt,
men med vilde blomster iblandt.

Reklamer