Eg likar deg, trass alt

Det hender at eg syns livet er leit, at oppgåvene er for mange, at eg er for lat, at huset er for skitent og eg lurar på om menneska eigentleg burde utryddast sidan me spreiar oss som kreft på kloden, og det hender at eg svevar i meiningsløyse og einsemd i mitt eige hovud.

Då er det to menn som alltid trøystar.
Den eine er K.E.Løgstrup, dansk teolog og filosof. Han er så overtydd om det gode i mennesket og argumenterer så beigeistra for korleis verda i sin natur må vere god, at eg let meg trøyste. Han skriv mykje som eg ristar på hovudet av, men han trøystar likevel.
Den andre er Boje Katzenelson, som var professor ved psykologisk institut i Århus då eg gjekk der. Han har lest og meint og skrive mykje som ein kan ha vanskar med å forstå, men i blant seier han det så enkelt og fint og opplagt.

Her er ein fin, liten oppsummering av kvifor eg likar deg, trass alt:

«Den vigtigste dimension i personopfattelsen er primitiv. Den går ganske enkelt ud på, om vi ved første øjekast eller ved lidt nærmere bekendtskab kan lide den anden eller ikke kan lide ham eller i hvilken grad vi kan henholdsvis lide eller ikke lide ham (Osgood et al. 1957).
Og denne dimension påvirker magtfuldt næsten alle øvrige indtryk, vi gør os af hans karakter, således at der opstår en betydelig konsistens i vort samlede billede af ham. De øvrige indtryk føjer sig ind i og farves af denne primære dimension. Hvis jeg kan lide ham, er jeg spontant tilbøjelig til at tolke hans adfærd og holdninger som udtryk for at han desuden er eksempelvis intelligent, ærlig, hensynsfuld, generøs etc. og ikke det modsatte. Det modsatte ville skabe inkonsistens i personopfattelsen, og det skal der lang tids bekendtskab med den anden for at kunne rumme.
Selv når der foreligger flagrant afvigende eller ligefrem modsat information om den anden, rokerer vi uden at gøre os det klart om på informationen for at udelukke eller minimere inkonsistensen og fastholde en konsistens personopfattelse (Sears et al. 1991).
Denne automatiske trang til konsistent eller konsonant virkelighetdsforståelse og udelukkelse af dissonant ditto, trangen til at forstå virkeligheden i meningsfuldt sammenhængende helheder, er et generelt træk ved vor erkendelse. Det har bl.a. Festinger (1957) vist og mange efter ham (…).»

og her er den trøystande fortsettinga i høve menneskeslekta nokre avsnitt seinare:

«Vor umiddelbare personopfattelse vurderer i almindelighet den anden positivt snarere end negativt. Positive vuderinger er langt hyppigere end negative. (…).
Det kan skyldes at vi selv føler os bedre tilpas, når vi mener os omgivet af mennesker vi kan lide, og derfor uden at vide af det arrangerer vor positive personopfattelse i positiv retning.
Men det kan jo skyldes, at det positive indtryk hyppigst er det rigtigste. At vi i det store og hele er nogenlunde så ordentlige som vi oplever hinanden. Denne formodning hænger godt sammen med de for denne bogs æringde centrale antagelser om gensidigheden, anerkendelsen og humaniteten i kapitel 1. Disse grundliggende teoretiske antagelser ville selvsagt være uholdbare, hvis ikke personernes faktiske liv i rimelig grad understøttede dem.
Det gør de heldigvis. Menneskeliv ville næppe være mulige, hvis vi ikke i overvejende grad opfattede hinanden positivt. Historiens store grusomheder ændrer ikke det billede.»

Me svever einsame i meiningsløysa mot døden. Men enn så lenge så er me no her, i live både du og eg. Og eg likar deg, trass alt.

Utdraga er henta frå Boje Katzenelsons «Homo Socius», 1994, Gyldendal.

Advertisements